Blogging=Exhibitionisme og Tuderi???

Ud over det faktum at jeg har svært ved at finde ud af hvad jeg skal blogge om, sidder jeg også med en følelse af, at man som "blogger" (yes, det har allerede udviklet sig til en (stillings)betegnelse) enten er, eller er ved at, udvikle sig til en exhibitionist.

Jeg synes at mange mennesker i deres brug af nettet og specielt i blogs smidder alle sociale spilleregler over bord, og krænger alt ud til deling for alle, parforholdet, familien, vennerne, helbredet, der er sgu ikke rigtig nogle grænser for hvor meget folk er villige til at dele med fremmede efterhånden.

Mit store spørgsmål er: "Hvorfor?"

Jeg har skam almulig forståelse for at man har brug for at tale om problemer, men hvorfor den bekendelsestrang i forhold til noget dybt personligt, i et offentligt forum, og hvorfor overfor vildt fremmede mennesker?
Jeg forestiller mig at dette segment af dybt persolige bloggere er de samme mennesker der højlydt bekender for alverden at NU skal de på toilettet, og i øvrigt folkens, så kommer det ikke til at gå stille for sig.
Tak, det var krafteddeme lige hvad jeg havde brug for at vide, din spade!

Modsat mange andre bloggere synes jeg heller ikke det er så skidefedt at snakke om hvor kedeligt det var at lave kødsovs igår fordi man også lavede det dagen før og dagen før igen.
DET ER KEDELIGT! og det bliver ikke mindre kedeligt af at man nedfælder det. Jeg kan godt forstå at i tuder over det, for kødsovs er sgu kedeligt på tredjedagen, men hvad får jeg som læser og du som skribent ud af det? Had dog mandage hvis det er det du gør men husk på at i morgen er det tirsdag, istedet for at tænke på at der kun er en uge til næste mandag.

Udover den grå hverdag er et andet godt emne selvmedlidenheden der desværre har kronede dage i cyberspace, bloggen udvikler sig her, via sortsyn og en fordrejet form for selvopholdelsesdrift (Man er lige ved at gå ned med flaget, men man viser omverdenen at man fandme nok skal klare den, det/de skal ikke få bugt med en) ofte til en gang terapi, hjælp-til-selvhjælp, hvilket igen afstedkommer 1000vis af kommentarer a lá: "Det er præcis sådan jeg har det" eller "Du ved jo lige hvad det er jeg føler" eller den bedste "Bare rolig, jeg/vi har det også dårligt".
JUUBIIIII, jamen, det er sgu da lækkert at depressive folk kan finde nogle lidelsesfæller, pun intended, flyt sammen og få nogle depressive børn eller en hund der en dag går amok med et haglgevær ved den nærmeste lygtepæl når den skal tisse, men lad dog være med at spilde min tid på at søbe rundt i hvor syndt der er for jer!!

Næhhh, folkens, det vi burde bruge noget mere energi på var at fortælle hinanden noget mere om det vi synes er fedt og kan sige noget POSITIVT om. Yes baby!, ikke alt det tuderi og "Nej, hvor er det synd for mig", lad mig høre noget mere om dine seje akvariefisk og din ekstravergante samling af Carebears fra 80'erne. Del dine fede oplevelser med os andre, lige meget hvor nørdet du tror dine interesserer er og at der helt sikkert ikke er andre der synes at det er fedt, så tager du fejl!!

Whatever makes you tick!

I morgen vil jeg så gå til bekendelse og fortælle hvad jeg bruger mine weekender og de lange vinteraftner på, hvor jeg samtidig vil forsøge holde på den indre exhibitionist jeg påstod jeg ikke besad.